Vi bygger den infrastruktur, selskabsretten aldrig fik

Danske selskaber med lidt størrelse håndterer selskabsret på en af to dårlige måder: de betaler et advokat- eller revisionshus timepris for rutinemæssigt papirarbejde — eller de lader stille og roligt ejerbogen blive forældet, springer generalforsamlingsreferatet over og håber.

Ingen af delene skyldes ligegyldighed. Det skyldes, at der ikke findes noget system, der ved, hvordan selskabet ser ud, hvilke dokumenter det skal have, hvilke frister der gælder, og hvordan man producerer og indsender det hele. Det system er Notarium.

Al juridisk indhold er data, ikke kode. Selskabsretten ligger i en versioneret indholdspakke med gyldighedsdatoer — ikke spredt ud i programlogik. Et referat fra 2026 kan derfor gengives efter 2026-reglerne for altid, og en lovændring er en ny version, ikke en fejlrettelse.

Motoren kender begreberne: selskaber, begivenheder, dokumenter, frister, registreringer. Kun indholdspakken kender dansk ret. Det er også det, der gør, at produktet kan flytte til et andet land som et indholdsprojekt frem for en omskrivning.

Hver guide har en dokumenteret standardramme. Inden for rammen er der tale om dokumentautomatisering. Uden for rammen — apportindskud, uenige ejere, en mellembalance, et negativt frit reservefelt — skifter »Næste« til »Få hjælp fra vores jurist«, og et menneske overtager med hele sagen foran sig.

Den grænse er ikke en ansvarsfraskrivelse gemt i en fodnote. Den er produktets vigtigste designbeslutning, og den står eksplicit i handelsbetingelserne.

En overskredet frist, der ender i tvangsopløsning, er ikke en irriterende fejl — det er eksistentielt for selskabet. Derfor er fristmotoren bygget med samme alvor som et betalingssystem: fristerne beregnes synkront, når de opstår, genberegnes hver nat, og kritiske frister kræver, at et menneske hos os kvitterer.